At leve i nutiden

eller – at leve med tiden

Af Ruud Koreman

Nu om dage oplever vi det ikke som mærkeligt at høre nogen – eller som Alice ‘noget’ – sige: “Jeg kommer for sent”. Vores verden er så styret af behovet for at spare tid, at uret, som dog er en menneskelig opfindelse, bestemmer over vore dage, som var det en del af kroppen, umuligt at slippe fri af. I ikke-vestlige kulturer kan tiden spille en helt anderledes rolle, som for eksempel aboriginernes drømmetid. Hvordan oplever vi tid, er der tale om fantasi eller virkelighed, afhængigt af vores personlige og kulturelle erfaringer? Har den en betydning, der rækker ud over denne planets grænser? Ruud Koorman udforsker til stadighed betydningen af de store filosofiske strukturer, der former vore liv og vort samfund. I den efterfølgende artikel forsøger han at kaste et blik om bag tidens mystiske slør.

Alice fandt det heller ikke særlig usædvanligt at høre kaninen sige til sig selv:” Ih, du milde! Jeg kommer for sent!”
Fra Alice i Eventyrland” af Lewis Carroll

Tiden splitter vor eksistens i to dele, fremtid og fortid, med nutiden som den flaskehals, hvor fremtidens muligheder kværnes ned til fortidens kendsgerninger, hvor aktualiseringen af det, der kunne ske, bliver til virkelighed. Uden denne opsplitning ville alt være til stede i nutiden, netop nu, og eksistere samtidig. Så ville man på helt samme tidspunkt være ung, midaldrende, gammel, mand, kvinde, gift, ugift, glad og ulykkelig. Og man kunne ikke vælge, hvad man ville være, eller hvilken fremtidig mulighed, man ville realisere. Der ville ikke være nogen frihed, for man ville være alting. Således ville man også være løgner, tyv og morder, fordi det er en potentiel fremtidig mulighed - og man kunne ikke vælge muligheden fra.

Barnet glemmer tiden, den unge ønsker at blive voksen og få tiden til at bevæge sig hurtigere, den midaldrende ønsker mere tid, og den gamle ønsker at skrue tiden tilbage. Næsten ingen synes at være tilfreds med den tid, han eller hun har, og vil give hvad som helst for at kunne manipulere tiden efter eget ønske. Men er der noget i denne verden, vi er uden indflydelse på, er det tiden. Hverken rig eller fattig kan ændre den, den kan ikke bestikkes, den kan ikke overtales, den kan ikke narres.. Tiden bevæger sig videre. Men spørgsmålet er hvorfor?

Lad os først betragte Jordens ubevægelige masser og finde ud af, om en sten ældes. Man kan sige, at den smuldrer og ændrer form. Men en sten er ikke defineret som en begrænset specifik størrelse, og det, at den ændrer udseende, siger intet om selve stenen. Videnskabsmænd gør gældende, at et bestemt stensegment er så og så mange millioner år gammelt. Men de tager kun højde for den tid, der er gået, siden det dannedes af Jordens geologiske processer. Spørgsmålet om, hvorvidt det er blevet ældre, siden det dannedes, står tilbage. Det er klart, at noget så ubevægeligt som en klippe, alt det, som er uden liv, ikke kender til tid. Tid er uden mening for en klippe, bortset fra, at den får den til at smuldre og antage andre former, som en billedhugger, der arbejder med sten. Sten kan endog ophøre med at eksistere som specifik mineralsk struktur. Den kan smelte og gendannes, men det sker ikke på grund af dens alder. Kun mennesker inddeler klipper i aldersgrupper, stenen selv kender ikke til alder.

Og en hund, kender en hund til tid? Jo, den vokser, ældes og dør. En hund oplever tidens påvirkning. Den sover og vågner og har spisetid, gå-tur-tid og legetid. Men giver tidsbegrebet mening for hunden? Ville en hund afgive sit gnaveben for et ekstra leveår? Den ville jo ikke forstå tilbudet og ville hellere fortsætte med at gnave på sit ben end overveje spørgsmålet. Tiden har i høj grad en indflydelse på dyre- og plantelivet, men begrebet har ingen betydelse her.

Og hvad med mennesker? Jo, som tidligere sagt, ville de fleste mennesker være villige til at ofre meget for at opnå kontrol over tiden eller i hvert fald påvirke den lidt til egen fordel. Og hvorfor ville mennesker ønske at gøre det? Svaret ligger i ordet ”ønske”. Det er, fordi vi ønsker ting, vi ønsker at færdiggøre bestemte opgaver, nå bestemte mål, udrette noget, der er værd at huske, eller hvad man nu ønsker at gøre. Og for at nå dette mål er vi bevidste om tidens knaphed: Vi har kun en vis mængde tid til at udrette det, vi gerne vil, i gennemsnit 75 år. I begyndelsen har vi ikke noget imod at udsætte ting, for der er masser af tid (tror vi). Som midaldrende arbejder vi flittigt ud fra vore målsætninger, og som gamle ser vi ofte tilbage på det, der var, og det, vi ikke fik udrettet, undertiden med skuffelse eller fortrydelse.

Således bliver tidsbegrebet meningsfuldt for os gennem følgende ord: ’Bevidstheden om, at tiden i et formålsrettet liv er dyrebar.’ En sten har intet (eget) formål; en hund er ikke bevidst om sit naturlige formål; og for et menneske, som ikke har ønsker til livet, eller som ikke længere beskæftiger sig med “livsøkonomien” (til forskel fra verdensøkonomien), mister tiden så meget af sin betydning, at det måske endog byder døden velkommen.

Men for folk, der har ønsker til livet, er tiden vigtig. Vi tæller dagene til vores fødselsdag, tiden til næste ferie, fejrer vores bryllupsdag osv. Alt, simpelthen alt, kan være mål for vor stræben: at blive rig, blive forfremmet, få et barn, tage på jordomrejse, lære et nyt sprog ..! Hvad vi ønsker at bruge den os tildelte tid til, er vores største frihed. Et menneske er (eller burde være) født fri med en vilje til at vælge sine mål her i livet. Det er den største af alle gaver. Herfra kommer talemåden: ”Tid er hverken god eller dårlig, det afhænger af, hvad du bruger den til”. Hvis den bringer dig nærmere dine formål, er tiden god for dig. Men altid, altid så længe vi har ønsker til den tid, der er tilbage, må vi se i øjnene, at vor tid her på jorden er begrænset.

Således er tid nøje knyttet til vores dødelighed. Hvis vi i vor jordiske tilværelse var udødelige, ville vi ikke være nødt til at holde regnskab med tiden, som derfor ville være uden mening. For hvad er så vigtigt ved i morgen, hvis der altid er en ny morgendag? Så kan man lade ting ligge og udsætte alt til den følgende dag, igen og igen og igen. Og det ville ikke gøre nogen forskel. Så hvis ’det, der skabte os’, ønskede at få os til at gøre noget, ville det vælge at gøre, hvad det netop har gjort: bringe økonomi ind i det billede, vor eksistens tegner, ved at gøre os dødelige og ved at give os tiden som diagnostisk værktøj, så vi kan holde regnskab med, hvad vi udretter.

Og man kan sige, at vi her på jorden snarere kvalificerer os gennem handling end gennem væren. For menneskelig handling (forstået som menneskelig tænkning, optræden, sansning, og det at føle og skabe) rummer en indbygget økonomi, som man er nødt til at være opmærksom på, mens menneskelig væren antyder muligheden af et udødeligt liv, beskrevet med ord som: ”Jeg er den, jeg er”. Der findes mange religiøse doktriner, som fortæller os, hvad vi skal gøre for at blive belønnet med et udødeligt liv efter vor tid her på jorden. Buddhismen underviser os i, hvordan vi frigør os fra dette livs behov og ønsker, hvorved man gør tidsbegrebet meningsløst i forsøget på at slutte sig til dem, for hvem tiden er uden betydning – de udødelige – før tid. Både den kristne og den muslimske tro står for læren om de gode gerninger, som efterfølgende belønnes i form af et himmelsk liv efter døden.

Men uanset hvilken retning, man følger, antyder alle, at det her på jorden gælder om at tilegne sig noget, en substans eller finhed, der er i harmoni med det sted i universet, hvor udødeligt liv eksisterer, - og at man skal tilegne sig nok af dette til at kunne forandre sig efter den fysiske krops død. Nu er emnet for denne artikel ikke spørgsmålet om et muligt liv efter døden, men begreberne tid og frihed. Set fra denne synsvinkel må det for alle, der tror på et udødeligt liv efter et dødeligt jordisk liv, synes klogest at finde frem til, hvilken substans, hvilken finhed og hvilke kvaliteter man har brug for at opnå, udvikle og styrke her i livet for at kunne gennemgå denne forandring, og hvordan man får udviklet og tilegnet sig nok til at kunne gøre det... i dette liv eller det næste (reinkarnation), hvis man får lov til at prøve igen. Og for dem, der ikke tror på et liv efter døden, synes det klogt at handle så godt, man formår, med henblik på at nå sine mål, hvilke de end måtte være.

Således kan en søgen efter formålet med vort liv opsummeres i Shakespeares udødelige ord: “To be or not to be ... that’s the question”.

top of page
Copyright 2001-2019 Template Stiftelsen.

This page is printed on 07/23/19
from http://templatenetwork.org/topaz/13/dk/06.html

Breve, forespørgsler, som er meget velkommende, samt bestillinger kan sendes til:

Topaz
Template Stiftelsen
Sønder Boulevard 81
1720 københavn V
E-mail: topaz@template-stiftelsen.dk