TOPAZ Nummer 8 / 2003
Velkommen
En musikalsk hyldest
Konkurrencens væsen
Skabelonen i den religiøse arkitekturs geometri
Hjælpende hånd til DAMP-børn
Klovnerier - humorens historie
Mere humor
Film - måder at kigge film på
Nye aktiviteter, workshops m.m
En dag i livets teater

Klovnerier - Humorens Historie kort fortalt

Humorens kunst er gådefuld. Latter kan fremkomme spontant, og når den forstummer, forsvinder den nærmest ud i æteren. Den samme vittighed eller scene morer sjældent i samme grad, anden gang den fortælles. Et publikum skal fanges på et vist kritisk tidspunkt, hvis man vil vække munterhed. Vittigheder, som der grines kosteligt af på stand up-klubben om aftenen, kan falde fuldstændig til jorden, hvis de fortælles til en gruppe irriterede pendlere, der venter på et forsinket tog næste morgen. Timing er afgørende for, om humor kan fungere - er dette en af grundene til, at hofnarrens insignier i gammel tid, den trekantede hat og butterfly-staven, er formet som kombinationer af bogstaverne V, W, X, Y and Z, bogstaver, som esoterisk er forbundet med tid?

Ifølge lægevidenskaben kan et godt grin være lige så effektivt som antibiotika, idet det lindrer stress og styrker kroppens immunsystemer. Nye eksperimenter, hvor mennesker får en MR-scanning, mens der fortælles vittigheder eller sjove historier, tyder på, at en særlig del af hjernen, forside-cortex lige bag øjenhulerne, stimuleres til en pludselig frigørelse af energi, når pointen fortælles. Denne del af hjernen er interessant nok, i menneskelig evolutionsforskning, også blevet forbundet med oplevelsen af “ny mental fødsel”, tidspunktet hvor nogen finder en usædvanlig eller tilsyneladende ulogisk løsning på et af livets problemer, det være sig af praktisk eller filosofisk karakter. Måske er det vittighedens eller den absurde histories bevidst indbyggede modsigelse, der stimulerer dette område i hjernen næsten som en erstatning for en virkelig åbenbaring, ligesom gnisterne fra to strømførende ledninger, der tilfældigt berører hinanden.

Det er naturligvis ikke al humor, som er skabt til at give hjernen et hurtigt “fix”. Verdens teater er rigt på mange typer komedie, fra oldtidens græske satire, Middelalderens og den elisabethanske komedie til underlødige forestillinger i 1800-tallets varietéteater. Oldtidens græske filosoffer var også de første, der forskede i humor, hvor Plato hævdede, at den opstod af ’bedreværdsfølelse’ over for andres ulykke, mens Aristoteles så den som en reaktion på fornuftstridighed, enten i form af den totale meningsløshed, eller som noget, der listigt dækkede over en anden betydning. Om ikke andet så løfter god humor os væk fra dagligdagens enstonighed og giver os nogle særlige oplevelser at krydre dagen med.

Satire synes som sådan at markere en offentlig videreførelse af hofnar-traditionen, hvor narren kunne drage fordel af, at han ikke blev taget helt alvorligt, til indirekte at bemærke over for kongen, at hans styre lod meget tilbage at ønske. Dette dukkede så senere op i amfiteatrene, hvor offentligheden latterliggjorde tidens mindre populære politiske vedtagelser eller ledere, hvilket gav udøverne af denne teaterkunst et noget anstrengt forhold til deres regenter, og dette er fortsat op gennem historien. Kort fortalt, så går evnen til at underholde ofte hånd i hånd med en tilbøjelighed til at fornærme. Enhver morsomhed er rettet mod et offer eller en skydeskive, som mange af Middelalderens narre var rigtig dygtige til at sigte efter uden brug af talegaverne.

Betragter man mennesket som en elektromagnetisk eksistens, er der tydeligvis tidspunkter, hvor overskydende eller statisk energi ophobes i systemet, navnlig i vor tid. Den bevidste punktering af denne ved hjælp af humor kan, når det gøres med omtanke, være som en mental healing for de dele af vores individuelle eller kollektive natur, som er plaget af modsigelser, uden at vi oplever de uønskede bivirkninger, som er uløseligt forbundet med kemiske eller kunstige lægemidler. Kunne det endda tænkes, at ét aspekt ved en god forestilling er at afhjælpe publikums behov eller virke lægende på publikums ubalancer under den pågældende optræden, ved siden af den almene oplysning, forestillingen skulle bibringe? Selv de gammeldags amerikanske varietéteatre påberåbte sig en vis opbyggelig pædagogik midt i forestillingernes spektakler og håndgemæng.

Af Anton Fiortoft, England

Copyright © 2001-2018 Template Stiftelsen.