Konkurrencens Væsen
Her følger et scenarie, som de fleste af os sikkert har
været vidner til eller måske har oplevet. Det er sportsdag på
skolen. Forældrene er mødt op for at se deres barn løbe
i konkurrencen. 100-meter løbet skal til at starte, og tyve forventningsfulde
børn i tiårsalderen gør sig klar ved startlinjen. Alle vil
de gerne gøre det godt for deres forældre, som stolt ser til. Løbet
begynder, og alle børnene løber, så hurtigt de kan til enden
af banen, mens mor og far hepper.
Vi kender sikkert alle denne scene eller en lignende. Faktum
er, at efter løbet er der én vinder og nitten tabere. Målet
for succes er, hvem der kan løbe hurtigst, og ikke at hvert eneste barn
uanset deres atletiske evner prøvede det bedste, de kunne. Således
introduceres vi i en tidlig alder for en verden af konkurrence – for mange
i dag hele livets indhold.
Denne artikel tager et begyndende kig på mekanismerne bag
konkurrence og foreslår et alternativt syn til den herskende betoning,
konkurrence har som et sundt element i livet i dag.
I en ny bog om lederskab blev det sagt, at ’som grundprincip må
man aldrig overgå mesteren’. Dette forekommer at være et mærkeligt
princip, da enhver lærer, leder eller mester må ønske deres
elever den største succes, endog at de måtte overgå deres
vejleder. Alt i naturens verden fungerer ved dets optimum. Vi mennesker er dog
skænket den gave at kunne vælge, og at fungere ved vores optimum
er et valg, vi står over for hver dag. At stræbe efter at være
mere effektiv er en naturlig trang eller drift, og vi har brug for den opmuntring
og støtte, som vores nærmeste giver os - især lærere
og ledere.
Det er forstået, at konkurrence hjælper os at nå vores optimum
ved at skabe en gladiatoragtig omstændighed, hvor vi ved at prøve
kræfter med hinanden kan teste og styrke os selv. Denne kæmpen kan
være brugbar til at udvikle styrke og finjustere vores færdigheder.
Skurken er begrebet vinder og taber, bedre og ringere, som forvandler kamp til
konkurrence og derved naturlig udvikling til en potentielt nedbrydende proces.
Hvor i alverden kom ideen om vindere og tabere fra? Fjern dette koncept fra
vores sind, og øjeblikkeligt vil verden være forbedret til ukendelighed.
Ville det mindske vores forsøg på at yde vores bedste? Næppe,
for det at prøve er en del af vores natur som mennesker. Det, der ville
mindskes, er den psykologiske krigsførelse, som svækker, maser,
punkterer, nedgør og, om nødvendigt, nedbryder modstanderen.
Enhver person i live er unik, og enhver på deres facon speciel med egen
karakteristik, natur og kvaliteter. Selvom vores grundlæggende design
er gjort ud af samme skabelon, er vi forskellige hver især, og hver af
os har muligheden for at finde ud af, hvem vi er, og hvad vores formål
er. Reel frihed er at yde og blive det bedste, man kan, af egen fri vilje for
at opfylde sine egne mål og dermed opbygge karakter. Hvordan dette gøres
er betydningsfuldt, for med den frihed vi har i relation til andre liv og forhold,
kan vi altid vælge at forbedre eller forringe, forstærke eller formindske.
Sammenligning, der leder til konkurrence, kan være meget uheldig og skadelig.
At sige at én person er bedre til at bære tunge ting end en anden,
er at fornægte hver persons individuelle kvaliteter. Den ene af disse
to kan være født med en svagere konstitution og vil derfor være
nødt til at overvinde langt mere for at nå det samme niveau som
den mere atletisk disponerede person. Sammenligning i dette tilfælde vil
se bort fra de involveredes anstrengelser, vilje og prøvelser, og reducere
det til en vare – i sidste ende med en sammenlignelig pris eller værdi.
I løbet af de seneste årtier har konkurrencens ånd
ændret sig og er blevet mere aggressiv end nogensinde.
Konkurrence bidrager til en kold verden, hvor jungleloven råder med mindreværd-
og mereværdskomplekser, psykologiske forstyrrelser og mange ensomme mennesker.
I en verden, der indretter sig efter de stærkeste – og selvom man
mener, det er sådan, vi som mennesker bør behandle hinanden –
hvem eller hvad har så bestemt, hvad det vil sige at være stærk,
og hvordan afgør man det? Hvad mennesket angår, skal ideen om bedst
egnet så handle om fysisk overlegenhed, eller snarere om med hvilken kvalitet
et liv leves, og hvordan det liv har indflydelse på sine omgivelser?
Hvilken mærkelig verden vi lever i, hvor næsten alt lige fra skuespil
til kropsbygning, fra kæledyrspleje til digtning og næsten alle
andre beskæftigelser er blevet konkurrenceprægede. Vi har nu årets
bedste hund, bedste skuespiller, bedste bog, bedste rosenbusk, bedste firma,
bedste velgørenhedsformål og så videre. Vi lærer at
beundre og ophøje vinderne og ser ned på taberne. En følelse
af konkurrence nationer imellem kaster en skygge over patriotisme eller nationalfølelse,
så det bliver i mindre grad, hvad vi føler for vores land, end
hvad vi føler over for såkaldte udlændinge. Konkurrence har
endda sneget sig ind mellem kønnene, sådan at mænd og kvinder
ikke er tilfredse med at acceptere hinandens kvaliteter og respektive forskelle
uden at gøre dem til et konkurrencepunkt, især i arbejdsmiljøet.
Hvorfra kommer denne umættelige trang til at gøre alt til et spørgsmål
om konkurrence? Sport og lege har været del af menneskets historie siden
antikken, og især i disse tider, men gennem de seneste årtier har
konkurrencens ånd ændret sig til at blive mere aggressiv end nogensinde.
Virkelig frihed viser sig, når dybden og rækkevidden af
vores ansvarlighed vokser
Mange mennesker ønsker ikke at blive opslugt af masserne eller at blive
reduceret til et nummer i en flok, og det har ofte ført til, at instinktet
om at beskytte sin egen individuelle vej har været på andres bekostning.
Så det kan være, at vi mener, at afvisningen af andre i virkeligheden
er at slå et slag for egen frihed, men det er samtidig en afvisning af,
at andre også selv er unikke og målbevidste. Det kan ikke passe,
at frihed betyder, at man kan gøre, som man vil uden hensyn til omkostningerne,
men snarere at man er i stand til selv at vælge sin vej efter at have
tænkt over ansvaret, konsekvenserne og motiveringen for denne vej.
Har du nogensinde prøvet at stå på skøjter? Føste
gang på isen er en vaklende oplevelse. Ikke desto mindre kan man se kunstskøjteløb
under vinter-OL, hvor atleterne synes at glide hen over isen med den mest naturlige
frihed. Men deres frihed er bygget på timevis af arbejde og eksisterer
kun, fordi den understøttes af stor disciplin, engagement og udviklede
evner.
På samme måde i vores liv er det, at ægte frihed skyldes
personligt arbejde og findes, fordi vores ansvarlighed, mod, service, hensyn
og andre kvaliteter understøtter den. Illusionen om frihed opstår,
når en person afviser at have noget som helst ansvar, det være sig
i forhold til andre mennesker, sin tro, sit hjem eller sig selv. Virkelig frihed
viser sig, når dybden og rækkevidden af vores ansvarlighed vokser.
Fra en tidlig alder begynder vi at tage ideen til os om, at konkurrence og
det at vinde over andre mennesker vil gøre os friere – friere for
selvansvar, over for andre og den verden, vi lever i; fri for at lide nederlag.
Men livets erfaring viser, at sådan hænger det ikke sammen. For
ofte når vi vinder i disse konkurrerende spil, taber vi faktisk –
vi taber evnen til at forstå en andens synspunkt, vores udviklingspotentiale,
og et muligt venskab går tabt.
De fleste af os har på et tidspunkt været ofre for konkurrence,
som det eksisterer i dag. Måske har det fået os til at føle
os mindre værdsat, måske lagt en dæmper på vores velvilje
og lyst til at prøve ting af, med den konsekvens at vi i dag føler
os mindre sikre eller mangler tro på os selv. Nogle mennesker vil have
haft gavn af konkurrence på forskellig vis gennem deres liv, og have meget
svært ved at acceptere, at der er noget i vejen med at konkurrere. Hvordan
det end forholder sig, så er vi som generation i fare for at blive fanatiske
omkring konkurrence i en sådan grad, at det vil have indflydelse på
alle livets aspekter. Uden den nødvendige overvejelse og ræsonnement,
og hvis ikke vi opdrager vores børn til at finde andre værdier
om hinanden og viser dem styrkeprøvens naturlige plads, er vi i fare
for at skabe en hierarkisk verden baseret på menneskeskabte vurderinger.
Ja, hver eneste person i live er unik. Vi har alle vore styrker, og vi har
alle vore svagheder. Det er naturligt for mennesket at bakke op om hinandens
styrker og at støtte hinanden i modgang, eller når vi er svækkede.
Det er aldrig kun et spørgsmål om, hvem der er god til hvad eller
at sammenligne os med andre, men snarere et spørgsmål om, at vi
kan give os selv fuldt ud i det, vi har valgt at koncentrere os om.
Denne artikel er skrevet i fælleskab med alle i redaktionsteamet
fra England, Holland, Tyskland og Danmark.
top | TOPAZ Home | Template-netværket |