TOPAZ-Magazin | Konkurrencens Væsen

Konkurrencens Væsen

Her følger et scenarie, som de fleste af os sikkert har været vidner til eller måske har oplevet. Det er sportsdag på skolen. Forældrene er mødt op for at se deres barn løbe i konkurrencen. 100-meter løbet skal til at starte, og tyve forventningsfulde børn i tiårsalderen gør sig klar ved startlinjen. Alle vil de gerne gøre det godt for deres forældre, som stolt ser til. Løbet begynder, og alle børnene løber, så hurtigt de kan til enden af banen, mens mor og far hepper.

Vi kender sikkert alle denne scene eller en lignende. Faktum er, at efter løbet er der én vinder og nitten tabere. Målet for succes er, hvem der kan løbe hurtigst, og ikke at hvert eneste barn uanset deres atletiske evner prøvede det bedste, de kunne. Således introduceres vi i en tidlig alder for en verden af konkurrence – for mange i dag hele livets indhold.

Denne artikel tager et begyndende kig på mekanismerne bag konkurrence og foreslår et alternativt syn til den herskende betoning, konkurrence har som et sundt element i livet i dag.

I en ny bog om lederskab blev det sagt, at ’som grundprincip må man aldrig overgå mesteren’. Dette forekommer at være et mærkeligt princip, da enhver lærer, leder eller mester må ønske deres elever den største succes, endog at de måtte overgå deres vejleder. Alt i naturens verden fungerer ved dets optimum. Vi mennesker er dog skænket den gave at kunne vælge, og at fungere ved vores optimum er et valg, vi står over for hver dag. At stræbe efter at være mere effektiv er en naturlig trang eller drift, og vi har brug for den opmuntring og støtte, som vores nærmeste giver os - især lærere og ledere.

Det er forstået, at konkurrence hjælper os at nå vores optimum ved at skabe en gladiatoragtig omstændighed, hvor vi ved at prøve kræfter med hinanden kan teste og styrke os selv. Denne kæmpen kan være brugbar til at udvikle styrke og finjustere vores færdigheder. Skurken er begrebet vinder og taber, bedre og ringere, som forvandler kamp til konkurrence og derved naturlig udvikling til en potentielt nedbrydende proces. Hvor i alverden kom ideen om vindere og tabere fra? Fjern dette koncept fra vores sind, og øjeblikkeligt vil verden være forbedret til ukendelighed. Ville det mindske vores forsøg på at yde vores bedste? Næppe, for det at prøve er en del af vores natur som mennesker. Det, der ville mindskes, er den psykologiske krigsførelse, som svækker, maser, punkterer, nedgør og, om nødvendigt, nedbryder modstanderen.

Enhver person i live er unik, og enhver på deres facon speciel med egen karakteristik, natur og kvaliteter. Selvom vores grundlæggende design er gjort ud af samme skabelon, er vi forskellige hver især, og hver af os har muligheden for at finde ud af, hvem vi er, og hvad vores formål er. Reel frihed er at yde og blive det bedste, man kan, af egen fri vilje for at opfylde sine egne mål og dermed opbygge karakter. Hvordan dette gøres er betydningsfuldt, for med den frihed vi har i relation til andre liv og forhold, kan vi altid vælge at forbedre eller forringe, forstærke eller formindske.

Sammenligning, der leder til konkurrence, kan være meget uheldig og skadelig. At sige at én person er bedre til at bære tunge ting end en anden, er at fornægte hver persons individuelle kvaliteter. Den ene af disse to kan være født med en svagere konstitution og vil derfor være nødt til at overvinde langt mere for at nå det samme niveau som den mere atletisk disponerede person. Sammenligning i dette tilfælde vil se bort fra de involveredes anstrengelser, vilje og prøvelser, og reducere det til en vare – i sidste ende med en sammenlignelig pris eller værdi.

I løbet af de seneste årtier har konkurrencens ånd ændret sig og er blevet mere aggressiv end nogensinde.
Konkurrence bidrager til en kold verden, hvor jungleloven råder med mindreværd- og mereværdskomplekser, psykologiske forstyrrelser og mange ensomme mennesker. I en verden, der indretter sig efter de stærkeste – og selvom man mener, det er sådan, vi som mennesker bør behandle hinanden – hvem eller hvad har så bestemt, hvad det vil sige at være stærk, og hvordan afgør man det? Hvad mennesket angår, skal ideen om bedst egnet så handle om fysisk overlegenhed, eller snarere om med hvilken kvalitet et liv leves, og hvordan det liv har indflydelse på sine omgivelser?

Hvilken mærkelig verden vi lever i, hvor næsten alt lige fra skuespil til kropsbygning, fra kæledyrspleje til digtning og næsten alle andre beskæftigelser er blevet konkurrenceprægede. Vi har nu årets bedste hund, bedste skuespiller, bedste bog, bedste rosenbusk, bedste firma, bedste velgørenhedsformål og så videre. Vi lærer at beundre og ophøje vinderne og ser ned på taberne. En følelse af konkurrence nationer imellem kaster en skygge over patriotisme eller nationalfølelse, så det bliver i mindre grad, hvad vi føler for vores land, end hvad vi føler over for såkaldte udlændinge. Konkurrence har endda sneget sig ind mellem kønnene, sådan at mænd og kvinder ikke er tilfredse med at acceptere hinandens kvaliteter og respektive forskelle uden at gøre dem til et konkurrencepunkt, især i arbejdsmiljøet.

Hvorfra kommer denne umættelige trang til at gøre alt til et spørgsmål om konkurrence? Sport og lege har været del af menneskets historie siden antikken, og især i disse tider, men gennem de seneste årtier har konkurrencens ånd ændret sig til at blive mere aggressiv end nogensinde.

Virkelig frihed viser sig, når dybden og rækkevidden af vores ansvarlighed vokser
Mange mennesker ønsker ikke at blive opslugt af masserne eller at blive reduceret til et nummer i en flok, og det har ofte ført til, at instinktet om at beskytte sin egen individuelle vej har været på andres bekostning. Så det kan være, at vi mener, at afvisningen af andre i virkeligheden er at slå et slag for egen frihed, men det er samtidig en afvisning af, at andre også selv er unikke og målbevidste. Det kan ikke passe, at frihed betyder, at man kan gøre, som man vil uden hensyn til omkostningerne, men snarere at man er i stand til selv at vælge sin vej efter at have tænkt over ansvaret, konsekvenserne og motiveringen for denne vej.

Har du nogensinde prøvet at stå på skøjter? Føste gang på isen er en vaklende oplevelse. Ikke desto mindre kan man se kunstskøjteløb under vinter-OL, hvor atleterne synes at glide hen over isen med den mest naturlige frihed. Men deres frihed er bygget på timevis af arbejde og eksisterer kun, fordi den understøttes af stor disciplin, engagement og udviklede evner.

På samme måde i vores liv er det, at ægte frihed skyldes personligt arbejde og findes, fordi vores ansvarlighed, mod, service, hensyn og andre kvaliteter understøtter den. Illusionen om frihed opstår, når en person afviser at have noget som helst ansvar, det være sig i forhold til andre mennesker, sin tro, sit hjem eller sig selv. Virkelig frihed viser sig, når dybden og rækkevidden af vores ansvarlighed vokser.

Fra en tidlig alder begynder vi at tage ideen til os om, at konkurrence og det at vinde over andre mennesker vil gøre os friere – friere for selvansvar, over for andre og den verden, vi lever i; fri for at lide nederlag. Men livets erfaring viser, at sådan hænger det ikke sammen. For ofte når vi vinder i disse konkurrerende spil, taber vi faktisk – vi taber evnen til at forstå en andens synspunkt, vores udviklingspotentiale, og et muligt venskab går tabt.

De fleste af os har på et tidspunkt været ofre for konkurrence, som det eksisterer i dag. Måske har det fået os til at føle os mindre værdsat, måske lagt en dæmper på vores velvilje og lyst til at prøve ting af, med den konsekvens at vi i dag føler os mindre sikre eller mangler tro på os selv. Nogle mennesker vil have haft gavn af konkurrence på forskellig vis gennem deres liv, og have meget svært ved at acceptere, at der er noget i vejen med at konkurrere. Hvordan det end forholder sig, så er vi som generation i fare for at blive fanatiske omkring konkurrence i en sådan grad, at det vil have indflydelse på alle livets aspekter. Uden den nødvendige overvejelse og ræsonnement, og hvis ikke vi opdrager vores børn til at finde andre værdier om hinanden og viser dem styrkeprøvens naturlige plads, er vi i fare for at skabe en hierarkisk verden baseret på menneskeskabte vurderinger.

Ja, hver eneste person i live er unik. Vi har alle vore styrker, og vi har alle vore svagheder. Det er naturligt for mennesket at bakke op om hinandens styrker og at støtte hinanden i modgang, eller når vi er svækkede. Det er aldrig kun et spørgsmål om, hvem der er god til hvad eller at sammenligne os med andre, men snarere et spørgsmål om, at vi kan give os selv fuldt ud i det, vi har valgt at koncentrere os om.

Denne artikel er skrevet i fælleskab med alle i redaktionsteamet fra England, Holland, Tyskland og Danmark.

top | TOPAZ Home | Template-netværket