Hvordan jeg lærte at værdsætte snegle
Research og nye opdagelser i haven
Snegle
må være en af de mest synlige og i hvert fald mest generende plager
for den organiske havedyrker. Nedturen, når man ser det sladrende slimspor
og resterne af et salatblad eller en stangbønne-høst, er en velkendt
oplevelse. Jeg holder meget af tanken om at dyrke min egen mad, men først
for to år siden blev den endelig til virkelighed. Og årsagen til
fiaskoen var først og fremmest de små slimede skurke. Jeg opgav
at prøve - selv med efter sigende lette afgrøder som spinat og
salat. Jeg delte modvilligt min kartoffelhøst med havens bløddyr.
Mine tomater og bønner var indhegnet af mægtige forsvarsværker
(render, stænger, kobbertråd, oversavede plastflasker og bidder
af nedløbsrør som plante-kraver), indtil de var tilstrækkelig
robuste til at overleve på egen hånd. Det var en evig kamp. Jeg
masede de små snegle, jeg fandt omkring de planter, jeg gerne ville beholde,
og smed de store i kompost-tønden, ud fra den tanke at de måske
kunne omsætte noget der.
Men hele tiden havde jeg en nagende mistanke om, at mine mange forholdsregler
tog fat på symptomer snarere end årsager. Hvad er det, der får
snegle til at forvolde så megen skade? Sidste år faldt jeg så
helt tilfældigt over en mulig forklaring.
Af årsager, som ikke havde noget at gøre med snegle, begyndte
jeg at bruge haveredskaber af kobber i foråret 2001. I august lagde jeg
mærke til, at kartoffelplanterne i et lille højbed klarede sig
rigtig godt, og forklarede det med kvaliteten af den gødning, jeg havde
brugt, og med at jeg havde dækket jorden omkring dem med græsafklip.
Der var så mange kartofler, at de arbejdede sig op over jordoverfladen,
og jeg pillede dem op, idet jeg prøvede at undgå at beskadige rødderne.
Med stor optimisme såede jeg så noget salat i drivhuset. En uge
senere begyndte den at spire, og en sen aften gik jeg ud for at rekognoscere
med lommelygten. Jeg fandt to store nøgne snegle i området. De
blev samlet op og anbragt i komposten. Ti dage senere var salaten der stadig,
hvilket var så overraskende, at jeg knap kunne forstå det. Da jeg
ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, glemte jeg det snart. I slutningen
af august høstede jeg så mine kartofler, og det var på det
tidspunkt, jeg blev klar over, at der foregik noget helt usædvanligt.
Selv efter at jeg havde indtaget flere kartoffelmåltider, var der stadig
16 kg tilbage fra det højbed. Og ud af hele høsten havde kun seks
kartofler snegleskader.
Miraklet
fortsatte I 2002. Maj var varmere og vådere end normalt i England, og
ikke overraskende rapporterede mange gartnere om et højt snegleantal.
Jeg må indrømme, at min blomsterhave mistede en del af sin herlighed,
men jeg havde en kæmpe spinathøst det forår, og mine stangbønner
overlevede (minus fire) helt uden forsvarsværker. Jeg fandt slimspor i
drivhuset, men tomaterne var ikke angrebet af bløddyr. I juni 2002 passerede
jeg en personlig milepæl. Jeg smider ikke mere snegle ud af drivhuset.
Hvad er det, der foregår? Måske er der et fingerpeg i, at bløddyrs
blod indeholder hæmocyanin, der er baseret på kobber, mens menneskeblod
er baseret på jern, hæmoglobin. Jeg kom til at spekulere over, hvilken
effekt det mon har på en snegls adfærd. Måske er det takket
være hæmoglobinet i vores blod, at vi mennesker overhovedet er i
stand til at tænke. Det, at jernet i vort blod cirkulerer rundt i kroppen,
danner anker for et uafhængigt elektromagnetisk felt. Jern kan magnetiseres,
så ét stykke jern kan have et elektromagnetisk felt, der adskiller
sig fra et andet stykkes felt. Denne egenskab hos jernet i vort blod gør
det muligt for os at tænke og føle anderledes end den person, der
står ved siden af os. Selv om vi lever i Jordens magnetfelt, har vi mulighed
for at opretholde vort eget uafhængige felt inden for dette.
Alt ville se helt anderledes ud, hvis vores blod var baseret på hæmocyanin.
Kobber er umagnetisk og stærkt ledende, så vi ville ikke have hver
vort uafhængige felt. I stedet ville vi være intenst opmærksomme
på ydre elektromagnetiske variationer. Vi ville fornemme variationer i
Jordens magnetfelt på en måde, vi slet ikke kan forestille os, og
være tvunget til at reagere på dem. Vi ville overhovedet ikke kunne
handle selvstændigt.
Måske er det det, der styrer snegles opførsel. De bliver ikke
tiltrukket af mine unge salatplanter, men er tvunget til at reagere på
den forstyrrelse, der har fundet sted i jordbunden omkring dem. Forstyrrelsen
kan skyldes en magnetisme efterladt af et rustent søm eller det magnetiske
aftryk fra det jernredskab, der vendte jorden. Det er det, der tiltrækker
dem. Når de ankommer til området, har de brug for næring og
spiser derfor mine planter. Hvis jeg smider sneglene på komposten, er
forstyrrelsen stadig til stede i jordstykket med salatplanterne, sådan
at de eller andre snegle fortsat tiltrækkes.
Men
når man arbejder med kobber-redskaber, er virkningen modsat. Da kobber
er ledende, efterlader det ikke nogen magnetiske spor, men genopretter snarere
balancerne i et fælles magnetfelt. Så der er mindre, der tiltrækker
sneglene. De bevæger sig gennem området, men bliver der ikke længe
og er derfor ikke nødt til at tage for sig af retterne.
Dette kan måske give et vink om havesnegles rolle. Hvis min tankegang
holder, spiller sneglene en værdifuld rolle i havens økologi. Når
de bevæger sig rundt i haven, repræsenterer de det stærkt
ledende metal, kobber, nærmest ligesom de selvkørende græsslåmaskiner,
der holder plænen trimmet. De hjælper området med at opretholde
en balance ved at udligne forstyrrelser i det geomagnetiske felt. Slimsporet
er deres visitkort. Så i min have lader jeg dem nu udføre deres
arbejde.
Jeg har ikke en akademisk uddannelse på nogen af de områder, som
disse spekulationer berører, og ville sætte pris på feedback
og kommentarer fra folk, der har sådan en uddannelse. Jeg kan for eksempel
ikke forklare overlevelsesværdien i denne adfærd hos sneglene. Det
kan heller ikke bestrides, at de tilsyneladende går efter bestemte planter,
så her er et andet område, der er værd at udforske. De må
reagere på selv ganske små variationer i det geomagnetiske felt,
hvilket synes rimeligt. Vi ved jo også, at homøopatien arbejder
med ubetydeligt små mængder, målt med videnskabelig målestok.
Her og nu er jeg bare glad for at sneglene ikke længere hærger min
have.
Jane Cobbald
top | TOPAZ Home | Template-netværket |