TOPAZ Nummer 7 / 2003
Velkommen
Billeder fra en indre tilstand
At videreføre den olympiske ånd
Personlig udvikling
Filmklip
Healing - i værdsættelsen af livet og i dets formål
Research og nye opdagelser i haven
Kommende Workshops
Børn med DAMP får selvtillid
En ny og original farvekombination til DAMP-skoler
Farve-fakta

Hvordan jeg lærte at værdsætte snegle

Research og nye opdagelser i haven

Snegle må være en af de mest synlige og i hvert fald mest generende plager for den organiske havedyrker. Nedturen, når man ser det sladrende slimspor og resterne af et salatblad eller en stangbønne-høst, er en velkendt oplevelse. Jeg holder meget af tanken om at dyrke min egen mad, men først for to år siden blev den endelig til virkelighed. Og årsagen til fiaskoen var først og fremmest de små slimede skurke. Jeg opgav at prøve - selv med efter sigende lette afgrøder som spinat og salat. Jeg delte modvilligt min kartoffelhøst med havens bløddyr. Mine tomater og bønner var indhegnet af mægtige forsvarsværker (render, stænger, kobbertråd, oversavede plastflasker og bidder af nedløbsrør som plante-kraver), indtil de var tilstrækkelig robuste til at overleve på egen hånd. Det var en evig kamp. Jeg masede de små snegle, jeg fandt omkring de planter, jeg gerne ville beholde, og smed de store i kompost-tønden, ud fra den tanke at de måske kunne omsætte noget der.

Men hele tiden havde jeg en nagende mistanke om, at mine mange forholdsregler tog fat på symptomer snarere end årsager. Hvad er det, der får snegle til at forvolde så megen skade? Sidste år faldt jeg så helt tilfældigt over en mulig forklaring.

Af årsager, som ikke havde noget at gøre med snegle, begyndte jeg at bruge haveredskaber af kobber i foråret 2001. I august lagde jeg mærke til, at kartoffelplanterne i et lille højbed klarede sig rigtig godt, og forklarede det med kvaliteten af den gødning, jeg havde brugt, og med at jeg havde dækket jorden omkring dem med græsafklip. Der var så mange kartofler, at de arbejdede sig op over jordoverfladen, og jeg pillede dem op, idet jeg prøvede at undgå at beskadige rødderne. Med stor optimisme såede jeg så noget salat i drivhuset. En uge senere begyndte den at spire, og en sen aften gik jeg ud for at rekognoscere med lommelygten. Jeg fandt to store nøgne snegle i området. De blev samlet op og anbragt i komposten. Ti dage senere var salaten der stadig, hvilket var så overraskende, at jeg knap kunne forstå det. Da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, glemte jeg det snart. I slutningen af august høstede jeg så mine kartofler, og det var på det tidspunkt, jeg blev klar over, at der foregik noget helt usædvanligt. Selv efter at jeg havde indtaget flere kartoffelmåltider, var der stadig 16 kg tilbage fra det højbed. Og ud af hele høsten havde kun seks kartofler snegleskader.

Miraklet fortsatte I 2002. Maj var varmere og vådere end normalt i England, og ikke overraskende rapporterede mange gartnere om et højt snegleantal. Jeg må indrømme, at min blomsterhave mistede en del af sin herlighed, men jeg havde en kæmpe spinathøst det forår, og mine stangbønner overlevede (minus fire) helt uden forsvarsværker. Jeg fandt slimspor i drivhuset, men tomaterne var ikke angrebet af bløddyr. I juni 2002 passerede jeg en personlig milepæl. Jeg smider ikke mere snegle ud af drivhuset.

Hvad er det, der foregår? Måske er der et fingerpeg i, at bløddyrs blod indeholder hæmocyanin, der er baseret på kobber, mens menneskeblod er baseret på jern, hæmoglobin. Jeg kom til at spekulere over, hvilken effekt det mon har på en snegls adfærd. Måske er det takket være hæmoglobinet i vores blod, at vi mennesker overhovedet er i stand til at tænke. Det, at jernet i vort blod cirkulerer rundt i kroppen, danner anker for et uafhængigt elektromagnetisk felt. Jern kan magnetiseres, så ét stykke jern kan have et elektromagnetisk felt, der adskiller sig fra et andet stykkes felt. Denne egenskab hos jernet i vort blod gør det muligt for os at tænke og føle anderledes end den person, der står ved siden af os. Selv om vi lever i Jordens magnetfelt, har vi mulighed for at opretholde vort eget uafhængige felt inden for dette.

Alt ville se helt anderledes ud, hvis vores blod var baseret på hæmocyanin. Kobber er umagnetisk og stærkt ledende, så vi ville ikke have hver vort uafhængige felt. I stedet ville vi være intenst opmærksomme på ydre elektromagnetiske variationer. Vi ville fornemme variationer i Jordens magnetfelt på en måde, vi slet ikke kan forestille os, og være tvunget til at reagere på dem. Vi ville overhovedet ikke kunne handle selvstændigt.

Måske er det det, der styrer snegles opførsel. De bliver ikke tiltrukket af mine unge salatplanter, men er tvunget til at reagere på den forstyrrelse, der har fundet sted i jordbunden omkring dem. Forstyrrelsen kan skyldes en magnetisme efterladt af et rustent søm eller det magnetiske aftryk fra det jernredskab, der vendte jorden. Det er det, der tiltrækker dem. Når de ankommer til området, har de brug for næring og spiser derfor mine planter. Hvis jeg smider sneglene på komposten, er forstyrrelsen stadig til stede i jordstykket med salatplanterne, sådan at de eller andre snegle fortsat tiltrækkes.

Men når man arbejder med kobber-redskaber, er virkningen modsat. Da kobber er ledende, efterlader det ikke nogen magnetiske spor, men genopretter snarere balancerne i et fælles magnetfelt. Så der er mindre, der tiltrækker sneglene. De bevæger sig gennem området, men bliver der ikke længe og er derfor ikke nødt til at tage for sig af retterne.

Dette kan måske give et vink om havesnegles rolle. Hvis min tankegang holder, spiller sneglene en værdifuld rolle i havens økologi. Når de bevæger sig rundt i haven, repræsenterer de det stærkt ledende metal, kobber, nærmest ligesom de selvkørende græsslåmaskiner, der holder plænen trimmet. De hjælper området med at opretholde en balance ved at udligne forstyrrelser i det geomagnetiske felt. Slimsporet er deres visitkort. Så i min have lader jeg dem nu udføre deres arbejde.

Jeg har ikke en akademisk uddannelse på nogen af de områder, som disse spekulationer berører, og ville sætte pris på feedback og kommentarer fra folk, der har sådan en uddannelse. Jeg kan for eksempel ikke forklare overlevelsesværdien i denne adfærd hos sneglene. Det kan heller ikke bestrides, at de tilsyneladende går efter bestemte planter, så her er et andet område, der er værd at udforske. De må reagere på selv ganske små variationer i det geomagnetiske felt, hvilket synes rimeligt. Vi ved jo også, at homøopatien arbejder med ubetydeligt små mængder, målt med videnskabelig målestok. Her og nu er jeg bare glad for at sneglene ikke længere hærger min have.

Jane Cobbald

Copyright © 2001-2019 Template Stiftelsen.