TOPAZ Nummer 6 / 2003
Velkommen
Electrobics - et møde med det uopdagede selv
En Electrobics hjemmeøvelse
Detektion - kend dig selv og verden omkring dig
Alle mand om bord på regnbuetoget
Undervisningens tre fundamenter
Ny Musik fra nær og fjern - og Template Introduktion
En menneskevarm historie - om at kæmpe for det bedste
Farvernes vitaminer

Om at kæmpe for det bedste

Visse historier, øjeblikke eller situationer fremkalder en ganske særlig følelse af menneskelig solidaritet og fællesskab. En pludselig indsigt, der opstår via noget, man oplever, hører eller læser om, kan få en til at gøre sig mere umage med at leve sig ind i andre menneskers situation ­ og om nødvendigt give dem en hjælpende hånd...

Den slags oplevelser ledsages af en følelse af venskab og slægtskab og en overbevisning om, at de er en vigtig del af det at være menneske. De antyder, at medmenneskelighedens ressourcer er uendelige, hvis vi blot åbner op for dem. Sådanne småhændelser og historier, som hver dag på mangfoldige måder udspiller sig over hele kloden, taler deres eget sprog i en verden, der af mange opleves som stadig hårdere. De fleste aviser bringer os så mange nyheder om ulykker at de synes langt at overskygge beretningerne om de gode ting, der sker.

Vores reporter gik på udkik efter nogle af disse historier og fandt et inspirerende eksempel på én der bruger sine evner og sin opfindsomhed på at hjælpe andre.

Vi har sikkert alle historier at fortælle om mennesker vi har mødt, som i særlig grad har rørt ved noget i os, måske gennem en uventet venlighed eller et eksempel på medfølelse eller medmenneskelighed. For mig handler en sådan historie om mødet med en mand fra Holland ved navn Johan van Heuvel. Johan er en dygtig og talentfuld håndværker med mange praktiske færdigheder, og en mand, der kan ”trylle” med sine hænder. Gennem hele sit liv har han på enkel vis brugt sine evner på en sådan måde, at det har gjort en forskel for de mennesker, der har truffet ham, simpelthen på grund af hans bevæggrund for at gøre de ting, han gør. Hans synspunkt er, at de evner, han har, gør ham i stand til at lette tilværelsen for andre. Tidligt i tilværelsen besluttede Johan sig for at bruge sine talenter i kampen for ting, der er værd at kæmpe for. For nylig var jeg så heldig at få en mulighed for at høre hans historie.

Jeg havde allerede mødt Johan et par gange, og ved en selskabelig sammenkomst fik vi så lejlighed til at sætte os ned og tale sammen. Jeg var gået over til baren, og mens jeg ventede på min bestilling, drejede jeg mig til højre og fik øje på en ældre mand med klare, intense øjne. Han havde et smalt kantet ansigt, gråbrunt hår og buskede øjenbryn. Det var Johan, og han nikkede venligt til mig. Da jeg nikkede igen, bemærkede jeg pludselig, at de briller, han havde på, var blevet repareret. Det højre glas var revnet tæt ved stelkanten, og det var blevet repareret med omhu og snilde. Han så mit blik og fortalte, at han havde syntes, det ville være en skam at smide det revnede glas ud, når der ikke var noget i vejen med resten af brillerne. Derfor reparerede han det.

Så begyndte vi at snakke, og gennem samtalen blev jeg bekendt med en del af hans historie. Johan begyndte at tale om sin kærlighed for at arbejde med hænderne og sin evne til at skabe og finde på. Allerede da han var seks år gammel, stod det ham klart, at han mest af alt ønskede at skabe med sine hænder. Det har han gjort med stor succes hele sit liv, og han fylder 74 i år. Gennem hele sit arbejdsliv har han været i stand til at leve af at tegne modeller til stole og andre ting til hjemmet.

Johan er helt klart et idérigt menneske, ”Jeg prøver at være opfindsom og spare på de ting, som vores planet forsyner os med.” Han har en naturlig respekt for Jordens ressourcer og for den tid det har krævet at opbygge disse ressourcer. Ligeledes værdsætter han den tid, omsorg og anstrengelse, der er brugt til at fremstille smukke og nyttige ting af råmaterialer. Det piner Johan, at så meget i nutidens samfund går til spilde og smides ud, som f.eks. alle de husholdnings-remedier og møbler, der kasseres på grund af mindre fejl og mangler. For Johan er de kommunale losse- og genbrugspladser steder, hvor han kan indsamle nyttige dele til sit arbejde.

Gennem alt, hvad Johan foretager sig, lever et lidenskabeligt ønske om at hjælpe andre mennesker. Han bruger sine evner, og sin trang til ikke at se ting gå til spilde, til at hjælpe andre, til at hjælpe dem, der ikke har hans evner og er ude af stand til selv at gøre bestemte ting, måske fordi de er blinde eller handicappede. Mange af de mennesker, han hjælper, ville være ude af stand til at betale for de reparationsarbejder, han tager sig af. Johan får navne og adresser på socialkontoret i sin kommune, og man møder ham regelmæssigt på cykel, bevæbnet med en værktøjskasse, på vej til et hjem for at reparere en utæt hane, en ødelagt lås eller et defekt tv. Mange af disse jobs stiller krav til hans kreative evner, når der skal findes løsninger til erstatning af reservedele, der ikke mere kan købes. Han besøger også regelmæssigt det lokale børnehjem, som drives af Frelsens Hær. Her reparerer han dukkestue-møbler og andet legetøj, der går i stykker, fordi det bruges så intensivt.

Mens vi sidder sammen, spørger jeg Johan, hvorfor han gør de ting, han gør. Han venter et øjeblik og siger så: ”Fordi jeg ikke kan lade være med at gøre det – så enkelt er det. Hvis nogen prøvede at standse mig, ville jeg gøre det alligevel. Jeg føler, at hele mit liv har trænet min krop og mit sind til at gøre det, til at reparere ting. Det er det, jeg holder af at gøre, og så kan jeg samtidig stå til rådighed og hjælpe andre. Det er grunden til, at jeg gør det. Jeg har nok at spise og drikke, og jeg har et sted at bo. Hvis jeg havde behov for det, kunne jeg tjene flere penge, men jeg behøver det egentlig ikke, så derfor gør jeg det heller ikke. Penge interesserer mig ikke ret meget. Desuden er der en langt større belønning ved at hjælpe andre, for jeg føler, det giver mig mulighed for at bruge de gaver, jeg har fået. Den følelse er uvurderlig. Så de mennesker, jeg hjælper, hjælper mig ved at give mig en følelse af tilfredshed og værdifuldhed. Jeg tror, at det enkelte menneske kan gøre en forskel. Mange individuelle anstrengelser kan tilsammen gøre en større forskel i verden - men det begynder med, hvad jeg kan gøre.”

Da jeg tog afsked med Johan, følte jeg ro og velvære. Samtalen havde fået mig til at tænke på de vanskelige tider, vi lever i, og på, hvor mange mennesker som Johan der mon lever og arbejder her i verden. Den slags mennesker er i sig selv et skinnende lys, der får andre mennesker til at stråle i deres nærvær, og kan påvirke andre til selv at finde en måde, hvorpå de kan give verden lidt godhed tilbage.

Ron Hubner, Holland

Copyright © 2001-2019 Template Stiftelsen.