Tæt på døden, en uomgængelig del af livet
Et interview med Judith Pocock, stifteren af The Ruby Care Foundation.
Af Josina Keuskamp-van Schaik
For Judith Pocock er dødsprocessen uløseligt forbundet med undren
og dyb respekt over for livets mysterium. Et af hendes motiver for at starte
The Ruby Care Foundation var at gøre op med de tabuer, der omringer dette
vigtige tidspunkt i livet og skabe større opmærksomhed om selve
dødsprocessen: ‘For mig begyndte det hele med en voksende utilfredshed
med den måde, folk betragter døden på. I årevis har
jeg arbejdet med døende mennesker og oplevet frygten og den manglende
accept. På en eller anden måde forventer folk ikke at dø,
det er blevet usmageligt, de ønsker ikke at tale om det, og de ønsker
ikke at tænke på det.’
Døden er en realitet for os alle, og processen i forbindelse med det
at dø går igennem bestemte faser. De fleste mennesker vil gerne
have en god død, en smuk og blid død. Hvordan kan vi opnå
ro, afklaring og accept, trods mulig smerte, sorg og ubehag? Judith forklarer,
at der hen imod ethvert livs afslutning er brug for en proces, der ligesom ordner
og sætter nogle ting på plads for den døende. ’ Når
jeg hjalp mennesker, der stod for at skulle dø, prøvede jeg at
få dem til at tale om deres frygt og bekymringer. Jeg oplevede, hvordan
der faldt ro over dem, når de kunne tale frit om deres tanker og problemer.
Det fik mig til at se behovet for, hvad jeg kalder ”ledsagende rådgivere”.
Det er folk, som efter en grundig oplæring er i stand til at få
de døende til at tale ud om deres frygt, bekymringer, ønsker og
håb – om alt, der har brug for at komme på plads. Når
man nærmer sig døden, sættes noget i gang, som kræver
denne afklaring. Det er næsten som en kvinde i de sidste uger af en graviditet
– pludselig har hun et stærkt behov for at gøre rent, ordne
og have alt klar til det nye liv, der kommer. På samme måde er det,
når man nærmer sig afrejsen - ens indre systemer presser på
for at få orden i tingene.’ En vigtig opgave for rådgiveren
er at kunne bistå den døende i denne periode med at ordne og give
slip. Det kan tage mange timer, uger, ja endog måneder at få tingene
talt igennem, lægge byrderne fra sig og ordne praktiske ting som f. eks.
at skrive testamente. I tilfælde af sygdom er der brug for at forstå
sygdommens art og sandsynlige udvikling, så man kan forberede sig. Og
så er der hele spørgsmålet om, hvordan man kan forberede
familie og venner og affinde sig med at forlade sine kære.
Oplæringen til denne ledsagefunktion er meget krævende. Rådgiveren
har brug for en bred viden om religion, skik og brug, etik og moral, menneskelivet
som sådan, psykologi, menneskelig adfærd … der er brug for
så meget, hvis man på ordentlig vis skal hjælpe en døende,
der har det svært. ’Folk er nødt til at forstå, hvad
der rent faktisk sker, når man dør’, siger Judith. ’Jo,
der er smerte og sygdom, det er den ene side, den fysiske side. Men der er langt,
langt mere, der sker samtidig, som kræver hjælp. Døende mennesker
har brug for at kunne se tilbage på deres liv og se det som en størrelse,
der er styr på, og som kan accepteres. Enhver har brug for at vide, at
deres liv var værdifuldt, så de ved afslutningen med tilfredshed
kan sige: ”Jo, jeg betød noget.” En ledsagende rådgiver
kan hjælpe dem med at skabe sammenhæng i de ting, der var vigtige
i deres liv.’
Det er klart, at de fleste ressourcer i læge-verdenen bruges på
at lindre fysisk smerte. Men fysisk smerte kan dække over mental, følelsesmæssig
og åndelig smerte. Det er meget let ikke at høre råbet bag
smerten. Det er endog svært for en døende at række ud over
sin egen fysiske smerte. Her er det, at rådgiverens hjælp bliver
så vigtig. En stor del af den ledsagende rådgivers arbejde gøres
bedst, før den fysiske smerte bliver for stærk, for så kan
smerteperioden mødes med større afklarethed. Ofte afkortes den
smertefulde tid, fordi der er taget hånd om den indre smerte. Den indre
smerte kan skyldes ting, man fortryder, eller ønsker at få ryddet
op i. Ledsageren hjælper den døende til at give slip på gammelt
nag, frygt og undertiden hemmeligheder, der har ligget der i årevis, og
som systemet nu prøver at komme af med. Fra egen erfaring ved Judith,
at den døende kan begynde at tale om meget chokerende ting. ’For
eksempel kan en gammel dame på 90 pludselig begynde at tale om et incestuøst
forhold til sin far, da hun var 10 år, eller nogen har begået en
forbrydelse, måske endda et mord, og det er noget, de aldrig har fortalt
et andet menneske. Det kan også være små ting fra fortiden.
Vi har alle gjort ting i vort liv, som vi har en vis grund til at skamme os
over. Når et liv nærmer sig døden, vil al den tumult der
var omkring den ting ud, så den døende kan blive fri af den.’
Vrede, skam og skyldfølelse, alle disse følelsesmæssige
og mentale levn er som ankre, der holder én fast. Judith fortæller,
at det er afgørende vigtigt, at døende gennemgår en proces,
hvor de tilgiver sig selv og andre. Ingen bånd, intet ubehandlet, klar
til at gå videre til, hvor de nu skal hen, efter at livet her er forbi.
’Hvad forstår vi ved det at dø?’ spørger Judith.
’Døden indtræffer ikke bare på et øjeblik, der
var vejrtrækning, og så var der ikke. At dø er en lang proces.
Kroppens forskellige dele dør med forskellig hastighed. De stopper op,
sagtner farten og ophører på forskellig tid.
Judith fortæller, hvordan komponenter i kroppen, der stammer fra forskellige
steder, vender tilbage til det sted, hvorfra de kom, efterhånden som den
kraft, der holdt dem sammen, bliver svagere. Til slut vender kroppen tilbage
til jorden, mens de højere dele måske frigøres andetsteds.
Man kan se forskellen mellem liv og død i øjnene – efter
døden er der ikke mere noget, der ser ud gennem øjnene. Noget
drog et andet sted hen, noget som Judith omtaler som ”livskraften”.
’Det er en ren kraft, og den er smuk. Du møder det i det nyfødte
barns strålende øjne. Alle er enige om, hvor smukt det er og bekræfter
dets mirakel. Jeg har bistået både ved fødsel og død,
og begge begivenheder kan være aldeles smukke. Efter fødslen følger
denne kraft personen gennem alle livets oplevelser, nogle dejlige, nogle forfærdelige
og alt imellem de to yderpunkter. Når vi så kommer til afslutningen,
og alt skal ordnes og slippes, står vi tilbage med den samme rene livskraft,
som ankom her. Jeg tror, det er det, der er så smukt, når et menneske
dør. Kort efter selve dødsøjeblikket opleves ofte en helt
usædvanlig tilstedeværelse og skønhed; næsten en eufori.
Jeg spekulerer over, om dette nærvær simpelthen er livskraften i
dens rene tilstand, uden de oplevelser personen har været igennem. Den
er nu adskilt fra det fysiske, og du oplever den igen i dens rene form. Vi har
let ved at genkende livskraften i et nyfødt barn. Jeg vil opfordre alle
tilstedeværende ved et dødsleje til at også at være
åben for dette udtryk, for det er så smukt. Den er lige så
meget til stede hos et meget gammelt menneske som hos en nyfødt. Det
er utrolig opløftende at være med den. Hvis mennesker blot kan
forstå, at der også ved livets afslutning er en glans og en skønhed,
vil det hjælpe alle til, i samtale med den døende, at kunne sige,
at der vil komme et øjeblik, hvor deres livskraft vil genvinde sin smukke
rene form. Så vil alle kunne arbejde i samme retning og gøre processen
med at tage afsked, gå bort og drage videre til en naturlig og normal
del af, hvad livet drejer sig om.
I forbindelse med døden er ceremonier en stor hjælp. Judith har
udviklet særlige ceremonier til brug før og efter dødens
indtræden. ’ Vi har introduceret særlige ceremonier på
et alderdomshjem. Når en af beboerne dør, får alle andre
i huset mulighed for at se kroppen, der nu er tømt for liv, og kan tilbringe
tid med at tænke på den afdøde. Så tænder man
måske et lys til ære for det livslys, der synes at være gået
ud. Man taler om den, der er død, om de kvaliteter, personen ejede –
måske tålmodighed, stor forståelse for andre, eller hvad som
helst – og de nedskriver disse egenskaber på små stykker papir
og lægger dem på et bord foran det tændte lys. Det er utrolig
styrkende, og nu ved de at: ”Når jeg dør, vil folk mindes
mig på samme måde”. Blot indførelsen af denne lille
ceremoni har betydet en stor forskel i den måde, hvorpå de ældre
mennesker imødeser deres egen død.
En enkel ceremoni kan fremkalde en dyb følelsesmæssig respons i
folk. Det kan give ro, styrkelse og accept og opleves som en vigtig markering.
En anden ceremoni, jeg er i gang med at udforme, er en slags ”ro i sjælen
for alle”-ceremoni. Når en familie ved, at et af dens medlemmer
snart skal dø, samles familie og nære venner omkring den døende
og har mulighed for at sige noget godt, mens personen stadig lever. ”Du
har i løbet af dit liv været i stand til at udvise stor tålmodighed
og omsorg, og det siger jeg dig tak for.” Hver især kan gå
hen til den døende og bekræfte personens gode egenskaber. De kan
så også spørge: ”Er der noget, der bekymrer dig, eller
noget jeg kan hjælpe dig med, før du skal af sted?” Det er
en meget enkel ceremoni, som er styrkende for alle. Den bekræfter de bedste
sider hos den døende, beroliger og hjælper på områder,
som stadig er uafklarede. Familie og venner er til nytte, og det hjælper
dem i deres proces. Så i stedet for at have et stort følelsesmæssigt
drama omkring et dødsfald, kan alle begynde at være mere accepterende
,afklarede og glade. Det er en ceremoni, der især egner sig for folk,
som dør hjemme, hvor familierne ofte er så knust, at de ikke ved,
hvad de skal gøre. Jeg har ofte oplevet den situation, hvor nogen ligger
for døden, familien er i nærheden, og ingen ved, hvad de skal sige.
Det eneste der er brug for er, at alle samles og tager del i en højtidelighed
omkring og lovprisning af personens liv, for det vil bekræfte den døende
i at: ”Ja, mit liv har været værdifuldt.” Familien ved,
at de kunne hjælpe ved afslutningen, og det gør en stor forskel
at vide, at man har kunnet give lettelse til det menneske, der er på vej
mod næste stadium af, hvad et liv måtte være.
Det er en stor tilfredsstillelse, når man kan hjælpe dette med at
ske – når familien og den døende mødes i accept og
afklarethed. Det betyder ikke, at der ikke er smerte, men i det mindste kan
selve dødsprocessen være smuk. Jeg har selv oplevet den som en
tid fuld af lys og skønhed, trods alt det fysiske ubehag og den fælles
sorg over at måtte sige farvel, som foregår på et andet niveau.
Det er noget ganske, ganske særligt. Så kan man sige, at ”de
fik en god død”, og det er nok, hvad vi alle ønsker –
at få en god død.’
Judith forklarer videre, hvad der kan gøres før og efter begravelsen
for at hjælpe den døende på vej. ’Når nogen er
på vej bort herfra, kan omgivelserne samle de kvaliteter, som det liv
har stået for, så det kan føles mere fuldt og helt. I løbet
af de næste dage, hvor dødsprocessen fortsætter, er der behov
for en styrkelse af det liv, der er gået bort og stadig er på vej
bort, og af de efterladte. Der er måske brug for en ceremoni for dem,
der stod den døde nærmest. De kunne mødes og i ord udtrykke
sig om vigtigheden, kvaliteterne og styrken i det liv. Når disse ord siges
højt, går de alle videre til den livskraft, hvis skønhed
du kan mærke, og som måske stadig er i nærheden. Samtidig
styrker man også sig selv og hinanden, idet man mindes og ”fejrer”
dette liv. Så der kan foregå en hel styrkelses-proces. For eksempel
kan en enke eller enkemand, i stedet for at føle sig alene, forladt og
fortabt, modtage styrke fra andre. Hvis det sker i form af en ceremoni, går
det langt dybere i folk, end hvis nogen f. eks. bare skriver et lille brev –
selv om det også hjælper.’
Det er Judiths vision, at hvert eneste liv på denne planet får mulighed
for at blive ledsaget på denne måde, når de dør –
hvis de ønsker det – hvilket ville indebære, at en masse
mennesker skulle oplæres som ledsagende rådgivere. ’ Jeg ønsker
at se dette etableret og accepteret som en naturlig del af det, der foregår,
når døden kommer. På samme måde som folk accepterer
jordemødre ved en fødsel, ville jeg gerne se ledsagende rådgivere
bistå ved dødsprocessen. Jeg vil gerne tage døden væk
fra hospitalerne – for dem, som ønsker det. Der er rigtig mange
unge kvinder, der kæmper for at få lov til at føde hjemme,
fordi de ikke ønsker, at det skal foregå på et hospital.
Jeg ønsker at tage døden ud af det miljø og bringe den
hjem, hvor den hører til. Jeg ved, at døden tidligere hørte
til i hjemmet, i familiens hjerte- og husrum, og det er også der, den
hører til nu.’The Ruby Care Foundation er en international, ikke-profit-skabende,
organisation, der tilbyder hjælp og vejledning til døende og deres
familier og undervisning af ledsagende rådgivere, samt offentlige foredrag
om dødsprocessen. Det er en velgørenheds-institution med base
i Storbritannien.
Yderligere oplysninger kan fås ved at skrive til The Ruby Care Foundation,
PO Box 21, Llandysul, Wales SA39 9WA.
top | TOPAZ Home | Template-netværket |