TOPAZ Nummer 5 / 2002
Velkommen
De usete verdener
Aura-bruseren
Opnå større velvære
Tæt på døden
Et pust af liv
Kinesisk Teater
Filmanmeldelse: Amélie
Hvorfor studere betydningsfulde kvinder?
Spektrum Workshops
Hvilken farve er du mest? - et værktøj til selvevaluering

Tæt på døden, en uomgængelig del af livet

Judith Pocock Et interview med Judith Pocock, stifteren af The Ruby Care Foundation.

Af Josina Keuskamp-van Schaik

For Judith Pocock er dødsprocessen uløseligt forbundet med undren og dyb respekt over for livets mysterium. Et af hendes motiver for at starte The Ruby Care Foundation var at gøre op med de tabuer, der omringer dette vigtige tidspunkt i livet og skabe større opmærksomhed om selve dødsprocessen: ‘For mig begyndte det hele med en voksende utilfredshed med den måde, folk betragter døden på. I årevis har jeg arbejdet med døende mennesker og oplevet frygten og den manglende accept. På en eller anden måde forventer folk ikke at dø, det er blevet usmageligt, de ønsker ikke at tale om det, og de ønsker ikke at tænke på det.’

Døden er en realitet for os alle, og processen i forbindelse med det at dø går igennem bestemte faser. De fleste mennesker vil gerne have en god død, en smuk og blid død. Hvordan kan vi opnå ro, afklaring og accept, trods mulig smerte, sorg og ubehag? Judith forklarer, at der hen imod ethvert livs afslutning er brug for en proces, der ligesom ordner og sætter nogle ting på plads for den døende. ’ Når jeg hjalp mennesker, der stod for at skulle dø, prøvede jeg at få dem til at tale om deres frygt og bekymringer. Jeg oplevede, hvordan der faldt ro over dem, når de kunne tale frit om deres tanker og problemer. Det fik mig til at se behovet for, hvad jeg kalder ”ledsagende rådgivere”. Det er folk, som efter en grundig oplæring er i stand til at få de døende til at tale ud om deres frygt, bekymringer, ønsker og håb – om alt, der har brug for at komme på plads. Når man nærmer sig døden, sættes noget i gang, som kræver denne afklaring. Det er næsten som en kvinde i de sidste uger af en graviditet – pludselig har hun et stærkt behov for at gøre rent, ordne og have alt klar til det nye liv, der kommer. På samme måde er det, når man nærmer sig afrejsen - ens indre systemer presser på for at få orden i tingene.’ En vigtig opgave for rådgiveren er at kunne bistå den døende i denne periode med at ordne og give slip. Det kan tage mange timer, uger, ja endog måneder at få tingene talt igennem, lægge byrderne fra sig og ordne praktiske ting som f. eks. at skrive testamente. I tilfælde af sygdom er der brug for at forstå sygdommens art og sandsynlige udvikling, så man kan forberede sig. Og så er der hele spørgsmålet om, hvordan man kan forberede familie og venner og affinde sig med at forlade sine kære.

Oplæringen til denne ledsagefunktion er meget krævende. Rådgiveren har brug for en bred viden om religion, skik og brug, etik og moral, menneskelivet som sådan, psykologi, menneskelig adfærd … der er brug for så meget, hvis man på ordentlig vis skal hjælpe en døende, der har det svært. ’Folk er nødt til at forstå, hvad der rent faktisk sker, når man dør’, siger Judith. ’Jo, der er smerte og sygdom, det er den ene side, den fysiske side. Men der er langt, langt mere, der sker samtidig, som kræver hjælp. Døende mennesker har brug for at kunne se tilbage på deres liv og se det som en størrelse, der er styr på, og som kan accepteres. Enhver har brug for at vide, at deres liv var værdifuldt, så de ved afslutningen med tilfredshed kan sige: ”Jo, jeg betød noget.” En ledsagende rådgiver kan hjælpe dem med at skabe sammenhæng i de ting, der var vigtige i deres liv.’

Det er klart, at de fleste ressourcer i læge-verdenen bruges på at lindre fysisk smerte. Men fysisk smerte kan dække over mental, følelsesmæssig og åndelig smerte. Det er meget let ikke at høre råbet bag smerten. Det er endog svært for en døende at række ud over sin egen fysiske smerte. Her er det, at rådgiverens hjælp bliver så vigtig. En stor del af den ledsagende rådgivers arbejde gøres bedst, før den fysiske smerte bliver for stærk, for så kan smerteperioden mødes med større afklarethed. Ofte afkortes den smertefulde tid, fordi der er taget hånd om den indre smerte. Den indre smerte kan skyldes ting, man fortryder, eller ønsker at få ryddet op i. Ledsageren hjælper den døende til at give slip på gammelt nag, frygt og undertiden hemmeligheder, der har ligget der i årevis, og som systemet nu prøver at komme af med. Fra egen erfaring ved Judith, at den døende kan begynde at tale om meget chokerende ting. ’For eksempel kan en gammel dame på 90 pludselig begynde at tale om et incestuøst forhold til sin far, da hun var 10 år, eller nogen har begået en forbrydelse, måske endda et mord, og det er noget, de aldrig har fortalt et andet menneske. Det kan også være små ting fra fortiden. Vi har alle gjort ting i vort liv, som vi har en vis grund til at skamme os over. Når et liv nærmer sig døden, vil al den tumult der var omkring den ting ud, så den døende kan blive fri af den.’ Vrede, skam og skyldfølelse, alle disse følelsesmæssige og mentale levn er som ankre, der holder én fast. Judith fortæller, at det er afgørende vigtigt, at døende gennemgår en proces, hvor de tilgiver sig selv og andre. Ingen bånd, intet ubehandlet, klar til at gå videre til, hvor de nu skal hen, efter at livet her er forbi.

’Hvad forstår vi ved det at dø?’ spørger Judith. ’Døden indtræffer ikke bare på et øjeblik, der var vejrtrækning, og så var der ikke. At dø er en lang proces. Kroppens forskellige dele dør med forskellig hastighed. De stopper op, sagtner farten og ophører på forskellig tid.

Judith fortæller, hvordan komponenter i kroppen, der stammer fra forskellige steder, vender tilbage til det sted, hvorfra de kom, efterhånden som den kraft, der holdt dem sammen, bliver svagere. Til slut vender kroppen tilbage til jorden, mens de højere dele måske frigøres andetsteds. Man kan se forskellen mellem liv og død i øjnene – efter døden er der ikke mere noget, der ser ud gennem øjnene. Noget drog et andet sted hen, noget som Judith omtaler som ”livskraften”. ’Det er en ren kraft, og den er smuk. Du møder det i det nyfødte barns strålende øjne. Alle er enige om, hvor smukt det er og bekræfter dets mirakel. Jeg har bistået både ved fødsel og død, og begge begivenheder kan være aldeles smukke. Efter fødslen følger denne kraft personen gennem alle livets oplevelser, nogle dejlige, nogle forfærdelige og alt imellem de to yderpunkter. Når vi så kommer til afslutningen, og alt skal ordnes og slippes, står vi tilbage med den samme rene livskraft, som ankom her. Jeg tror, det er det, der er så smukt, når et menneske dør. Kort efter selve dødsøjeblikket opleves ofte en helt usædvanlig tilstedeværelse og skønhed; næsten en eufori. Jeg spekulerer over, om dette nærvær simpelthen er livskraften i dens rene tilstand, uden de oplevelser personen har været igennem. Den er nu adskilt fra det fysiske, og du oplever den igen i dens rene form. Vi har let ved at genkende livskraften i et nyfødt barn. Jeg vil opfordre alle tilstedeværende ved et dødsleje til at også at være åben for dette udtryk, for det er så smukt. Den er lige så meget til stede hos et meget gammelt menneske som hos en nyfødt. Det er utrolig opløftende at være med den. Hvis mennesker blot kan forstå, at der også ved livets afslutning er en glans og en skønhed, vil det hjælpe alle til, i samtale med den døende, at kunne sige, at der vil komme et øjeblik, hvor deres livskraft vil genvinde sin smukke rene form. Så vil alle kunne arbejde i samme retning og gøre processen med at tage afsked, gå bort og drage videre til en naturlig og normal del af, hvad livet drejer sig om.

I forbindelse med døden er ceremonier en stor hjælp. Judith har udviklet særlige ceremonier til brug før og efter dødens indtræden. ’ Vi har introduceret særlige ceremonier på et alderdomshjem. Når en af beboerne dør, får alle andre i huset mulighed for at se kroppen, der nu er tømt for liv, og kan tilbringe tid med at tænke på den afdøde. Så tænder man måske et lys til ære for det livslys, der synes at være gået ud. Man taler om den, der er død, om de kvaliteter, personen ejede – måske tålmodighed, stor forståelse for andre, eller hvad som helst – og de nedskriver disse egenskaber på små stykker papir og lægger dem på et bord foran det tændte lys. Det er utrolig styrkende, og nu ved de at: ”Når jeg dør, vil folk mindes mig på samme måde”. Blot indførelsen af denne lille ceremoni har betydet en stor forskel i den måde, hvorpå de ældre mennesker imødeser deres egen død.

En enkel ceremoni kan fremkalde en dyb følelsesmæssig respons i folk. Det kan give ro, styrkelse og accept og opleves som en vigtig markering. En anden ceremoni, jeg er i gang med at udforme, er en slags ”ro i sjælen for alle”-ceremoni. Når en familie ved, at et af dens medlemmer snart skal dø, samles familie og nære venner omkring den døende og har mulighed for at sige noget godt, mens personen stadig lever. ”Du har i løbet af dit liv været i stand til at udvise stor tålmodighed og omsorg, og det siger jeg dig tak for.” Hver især kan gå hen til den døende og bekræfte personens gode egenskaber. De kan så også spørge: ”Er der noget, der bekymrer dig, eller noget jeg kan hjælpe dig med, før du skal af sted?” Det er en meget enkel ceremoni, som er styrkende for alle. Den bekræfter de bedste sider hos den døende, beroliger og hjælper på områder, som stadig er uafklarede. Familie og venner er til nytte, og det hjælper dem i deres proces. Så i stedet for at have et stort følelsesmæssigt drama omkring et dødsfald, kan alle begynde at være mere accepterende ,afklarede og glade. Det er en ceremoni, der især egner sig for folk, som dør hjemme, hvor familierne ofte er så knust, at de ikke ved, hvad de skal gøre. Jeg har ofte oplevet den situation, hvor nogen ligger for døden, familien er i nærheden, og ingen ved, hvad de skal sige. Det eneste der er brug for er, at alle samles og tager del i en højtidelighed omkring og lovprisning af personens liv, for det vil bekræfte den døende i at: ”Ja, mit liv har været værdifuldt.” Familien ved, at de kunne hjælpe ved afslutningen, og det gør en stor forskel at vide, at man har kunnet give lettelse til det menneske, der er på vej mod næste stadium af, hvad et liv måtte være.

Det er en stor tilfredsstillelse, når man kan hjælpe dette med at ske – når familien og den døende mødes i accept og afklarethed. Det betyder ikke, at der ikke er smerte, men i det mindste kan selve dødsprocessen være smuk. Jeg har selv oplevet den som en tid fuld af lys og skønhed, trods alt det fysiske ubehag og den fælles sorg over at måtte sige farvel, som foregår på et andet niveau. Det er noget ganske, ganske særligt. Så kan man sige, at ”de fik en god død”, og det er nok, hvad vi alle ønsker – at få en god død.’

Judith forklarer videre, hvad der kan gøres før og efter begravelsen for at hjælpe den døende på vej. ’Når nogen er på vej bort herfra, kan omgivelserne samle de kvaliteter, som det liv har stået for, så det kan føles mere fuldt og helt. I løbet af de næste dage, hvor dødsprocessen fortsætter, er der behov for en styrkelse af det liv, der er gået bort og stadig er på vej bort, og af de efterladte. Der er måske brug for en ceremoni for dem, der stod den døde nærmest. De kunne mødes og i ord udtrykke sig om vigtigheden, kvaliteterne og styrken i det liv. Når disse ord siges højt, går de alle videre til den livskraft, hvis skønhed du kan mærke, og som måske stadig er i nærheden. Samtidig styrker man også sig selv og hinanden, idet man mindes og ”fejrer” dette liv. Så der kan foregå en hel styrkelses-proces. For eksempel kan en enke eller enkemand, i stedet for at føle sig alene, forladt og fortabt, modtage styrke fra andre. Hvis det sker i form af en ceremoni, går det langt dybere i folk, end hvis nogen f. eks. bare skriver et lille brev – selv om det også hjælper.’

Det er Judiths vision, at hvert eneste liv på denne planet får mulighed for at blive ledsaget på denne måde, når de dør – hvis de ønsker det – hvilket ville indebære, at en masse mennesker skulle oplæres som ledsagende rådgivere. ’ Jeg ønsker at se dette etableret og accepteret som en naturlig del af det, der foregår, når døden kommer. På samme måde som folk accepterer jordemødre ved en fødsel, ville jeg gerne se ledsagende rådgivere bistå ved dødsprocessen. Jeg vil gerne tage døden væk fra hospitalerne – for dem, som ønsker det. Der er rigtig mange unge kvinder, der kæmper for at få lov til at føde hjemme, fordi de ikke ønsker, at det skal foregå på et hospital. Jeg ønsker at tage døden ud af det miljø og bringe den hjem, hvor den hører til. Jeg ved, at døden tidligere hørte til i hjemmet, i familiens hjerte- og husrum, og det er også der, den hører til nu.’The Ruby Care Foundation er en international, ikke-profit-skabende, organisation, der tilbyder hjælp og vejledning til døende og deres familier og undervisning af ledsagende rådgivere, samt offentlige foredrag om dødsprocessen. Det er en velgørenheds-institution med base i Storbritannien.

Yderligere oplysninger kan fås ved at skrive til The Ruby Care Foundation, PO Box 21, Llandysul, Wales SA39 9WA.

Copyright © 2001-2019 Template Stiftelsen.